Gedsteds Aktivitetsunivers er blevet til virkelighed

Et nyt samlingspunkt for leg, bevægelse og fællesskab er blevet til i Gedsted. Med et tilskud på 250.000 kr. fra LAG-Jammerbugt-Vesthimmerland er Gedsted Forenede Idrætsklubbers vision om et aktivitetsunivers blevet realiseret.

I Gedsted er der kommet endnu bedre muligheder for at mødes på tværs af alder, interesser og baggrund. Ved Gedsted Hallen er et nyt aktivitetsunivers blevet etableret med fokus på bevægelse, leg og fællesskab. Et sted, hvor byens borgere kan være aktive sammen og samtidig skabe nye relationer.

Et univers for hele byen

Aktivitetsuniverset er tænkt som meget mere end blot en samling aktivitetsfaciliteter. Ambitionen har fra begyndelsen været at skabe et naturligt samlingspunkt for hele Gedsted. Her kan børn lege, unge kan udfordre sig selv, voksne kan træne, og familier kan være aktive sammen.

Universet rummer blandt andet legeplads, udendørs fitness, pumptrackbane og multibane. Faciliteterne giver mulighed for både motion, idræt, leg og motorisk udfoldelse og kan bruges af børn, unge, voksne og ældre.

Samtidig er området tænkt ind i hverdagen hos byens institutioner og foreninger. Skolen kan bruge faciliteterne i idrætstimerne, børne- og vuggestuen kan benytte området til leg og byens foreninger kan anvende det til træning og forskellige arrangementer.

Fællesskab på tværs

En vigtig del af projektet er ønsket om at skabe et sted, hvor mennesker mødes på tværs af generationer, kulturer og nationaliteter.

Gedsted er et lokalsamfund med borgere med forskellige baggrunde, og ønsket har været at skabe endnu flere muligheder for, at alle kan blive en del af fællesskabet. Derfor skal aktivitetsuniverset ikke kun være et sted, man kommer for at træne eller lege, det skal også være et sted, hvor man møder andre mennesker.

Der har blandt andet været fællesgrill hver onsdag i grillhytterne i og omkring Gedsted Aktivitetsunivers fra maj-september. På den måde bliver aktiviteterne også en anledning til at mødes og lære hinanden bedre at kende. Aktivitetsuniverset er blevet taget godt i mod, fortæller Lisa Laursen, der har været en af frontpersonerne på projektet:

“Der er stor interesse for området fra både byens borgere, Skole og LBO. Børnefamilier kommer fra større omkringliggende byer som Farsø og Aars og holder børnefødselsdag ved Gedsted Aktivitetsunivers. 
Vi ser flere med forskellige kulturer mødes i Gedsted Aktivitetsunivers og lære hinanden og kende.

Nogle måneder efter har vi bemærket, at deres børn leger sammen, og forældrene her integrerer sig med andre borgere i byen ved aktivitetsuniverset. Tilskuddet fra LAG har gjort det muligt at få området etableret. Vi har utroligt glade for, at vi endelig er kommet i mål med projektet ved LAGs støtte”

Plads til både børn, forældre og bedsteforældre

Aktivitetsuniverset er skabt med tanke på, at flere generationer kan bruge området samtidig. Forældre kan eksempelvis være tæt på deres børn, mens de selv træner eller bevæger sig.

Det giver mulighed for mere nærvær og fælles aktivitet i hverdagen og understøtter ønsket om at inspirere både børn og voksne til at være mere fysisk aktive. Samtidig skaber de fælles aktiviteter mulighed for, at børn og unge kan udvikle deres sociale kompetencer, samarbejde og kreativitet gennem leg og bevægelse.

En investering i et levende lokalsamfund

For LAG-Jammerbugt-Vesthimmerland er Aktivitetsuniverset i Gedsted et godt eksempel på, hvordan lokale kræfter kan skabe udvikling og nye muligheder i et lokalsamfund.

Projektet bidrager til LAGens mål om at skabe attraktive og levende lokalområder, og er samtidig et almennyttigt projekt, der understøtter kultur- og foreningslivet.

LAG-Jammerbugt-Vesthimmerland er derfor stolte af at have bidraget med 250.000 kr. til projektet og ønsker Gedsted tillykke med det nye Aktivitetsunivers, som forhåbentlig skaber et område fyldt med leg, motion, grin og gode fælles oplevelser i mange år fremover.

Deadline for ansøgning til LAG-projekter

00
Months
00
Days
00
Hours
00
Minutes
00
Seconds
Scroll to Top