Kultur- og idrætscenteret Lanternen i Løgstør tager endnu et vigtigt skridt mod en grønnere fremtid. Med et LAG-tilskud på 50.000 kr. har det været muligt for Lanternen at etablere et solcelleanlæg, som skal bidrage til at producere grøn strøm i dagtimerne.
Lanternen er et samlingspunkt for hele byen. Med dagligt mange besøgende, både idrætsudøvere, kulturinteresserede og skoleelever fra blandt andet naboen Løgstør Skole, har centeret et stærkt ønske om at inspirere brugerne med konkrete og synlige, bæredygtige løsninger. Dette initiativ bakker LAG-Jammerbugt-Vesthimmerland med glæde op omkring:
”Vi understøtter lokalbefolkningens adgang til kultur og fritidsaktiviteter, og vi hjælper dem gerne til at investere i grønnere energi, som også samtidig giver dem en billigere drift af deres kultur organisationer. Solcellerne på taget af lanternen muliggør langt færre driftsudgifter på sigt og er dermed med til at sikre, at der bliver lettere adgang til faciliteterne for alle. Dermed skaber vi forudsætningerne for bedre livskvalitet i lokalområdet” fortæller LAG-koordinator, Peter Bach Frederiksen.
Projekttager, Claus Jensen, understreger også betydningen af støtten:
“Det var dråben, der gjorde, at vi kunne komme i gang. Det har været en stor hjælp, solceller er en gave med de energipriser. I en presset hverdag, er det dejligt, at LAG kan hjælpe” fortæller han.


Høje standarder for miljø og energi
Solcelleanlægget er en del af en bredere strategi, hvor Lanternen aktivt arbejder med bæredygtighed og miljøvenlige løsninger. Centeret er allerede certificeret som Green Sport Facility, en anerkendelse for idrætsfaciliteter, der lever op til høje standarder for miljø og energi.
Lanternen ønsker ikke blot at være et hus med sport og kultur – men en levende og ansvarlig aktør, der “lyser Løgstør op” både i overført og konkret betydning. Det nye solcelleanlæg vil derfor ikke alene reducere energiforbruget, men også fungere som et synligt eksempel for både unge og voksne på grønne muligheder i praksis.
Med LAG-midlerne i ryggen og et stærkt lokalt engagement, er Lanternens satsning på solenergi endnu et kapitel i fortællingen om et center, der forener fællesskab, oplevelser og ansvarlighed. Læs mere om Lanternens grønne initiativer lige her: https://www.lanternen.dk/kontakt-info/gron-lanterne

