Nye 3D-printere skaber vækst hos Inelco Grinders

Virksomheden, Inelco Grinders, udvikler, fremstiller og sælger wolframelektrodeslibere, der primært anvendes til TIG-svejsning. Med et LAG-tilskud på 400.000 kr. har de nu købt to nye 3D-printere, og det har skabt gode rammer for vækst.

Øget vækst betyder også behov for mere plads. Derfor er Inelco Grinders for nyligt rykket til Pandrup, hvor de har skabt de bedste forhold for deres udvikling og for at øge deres produktionskapacitet. Samtidig har mere plads og de to nye 3D-printere gjort det muligt for virksomheden at hjemtage mest mulig produktion.

Med de nye 3D-printere kan de nu også lave deres egne prototyper af produkterne, imens processen for at producere deres produkter er blevet kortere, idet bestillings- og fragttiden ikke længere skal tælles med i ventetiden.  

En virksomhed, der vil være med i udviklingen

Når man taler med Anders Thy, der er direktør og ejer af Inelco Grinders, hersker der ingen tvivl om, at virksomheden er under konstant udvikling:

”Efter vi har fået 3D-printerne, har vi fået opbygget flere kompetencer i huset. Samtidig har vi en målsætning om at fordoble vores salg i Tyskland indenfor 3-5 år, fordi vi er drevet af udvikling, og fordi vi ønsker at sikre og udbygge vores position på markedet” fortæller Anders Thy.

Under hele denne proces med at lære 3D-printerne at kende har virksomheden også et stort fokus på bæredygtighed. LAG-tilskuddet er, udover printerne, blevet brugt til at installere varmpumper frem for el opvarmning. Samtidig er de i gang med et tilsagn fra SMV:Grøn 2.0, hvor de er ved at udvikle et mere bæredygtigt materialevalg til deres produkter.

Imens klæder ordningen, Grønne Kompetencer, dem på til, hvordan de skal kommunikere deres CO2-beregninger til kunderne. Under dette forløb har de, som de første, opfundet et bæredygtigt tiltag, hvor kunderne kan opsamle slibestøv i de maskiner, de har købt af Inelco Grinders, hvorefter virksomheden sørger for at levere det til et firma, som kan genanvende det.  

Inelco Grinders er altså en virksomhed, hvor de er bevidste omkring hele tiden at følge med i udviklingen på markedet, men hvor væksten ifølge dem ikke skal nedprioritere deres fokus på bæredygtighed.

Deadline for ansøgning til LAG-projekter

00
Months
00
Days
00
Hours
00
Minutes
00
Seconds
Scroll to Top